Odense biblioteker i krise

Af Ole Münster

Bibliotekernes udlån styrtdykker, og streamingen og digitaliseringen er godt i gang med at vende op og ned på biblioteket, som vi kender det i dag.

På Odense biblioteker er udlånet af CD’er på bare 7 år faldet fra knap 300.000 om året til lidt over 100.000 i 2015. Biblioteket er nu i den situation, at der er 50.000 flere CD’er, end der er udlån!! Alligevel fortsætter biblioteket med at indkøbe CD’er vel vidende, at et formentlig meget stort antal CD’er havner i en krybbe uden på noget tidspunkt at blive lånt ud. I 2015 blev der indkøbt over 6.000 CD’er. Det giver ingen mening.

Måske kan man ikke klandre biblioteket, for biblioteksloven kræver, at biblioteket stiller CD’er til rådighed, men man kan i hvert fald konstatere, at tiden er løbet helt fra biblioteksloven. Og man må allerede nu foregribe den situation, at biblioteket ikke har CD’er.

Styrtdykket i udlånet rammer biblioteket hårdt, for når der f.eks. ikke længere er CD’er på biblioteket, skal bibliotekarerne ikke indkøbe og pleje materialerne, og der er heller ikke længere den daglige formidling af CD’er. Det er bibliotekarens kernekompetence, og når den ikke kan vedligeholdes, er det ikke muligt at fastholde fagligheden.

Vi ser den samme udvikling med DVD’er, men her er faldet i udlån kommet lidt senere end CD’er. Og lydbøgerne går samme vej. Og multiemediematerialer.

For biblioteket er det en meget alvorlig situation, for alle varerne på hylderne forsvinder.

Tilbage har biblioteket stadig bøgerne, som er en kerneydelse. Men også her er udviklingen alarmerende. På 7 år er udlånet faldet konstant og i alt med knap 150.000 eksemplarer i alt alene på bibliotekerne i Odense. Faktisk er bestanden af bøger tæt på at være større end udlånet.

Læg dertil, at når vi kan google alt, så er der også vendt op og ned på søgningen efter informationer – en traditionel kerneopgave på bibliotekerne.

Udviklingen rejser dermed nogle helt grundlæggende spørgsmål ved, hvad bibliotekerne og bibliotekarerne skal lave.

Det er derfor endog meget overraskende, at Odense Bibliotekernes strategi for 2016-2020 ikke nævner den dramatiske udvikling med et ord!!

Og man har minsandten defineret sin mission som at ”fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet som defineret i biblioteksloven og altid med udgangspunkt i borgernes behov”. Men loven er jo håbløst forældet, og når man nu vil tage afsæt i borgernes behov, hvorfor forholder strategien sig så ikke til, at borgerne ikke ønsker at låne bibliotekets materialer.

Når man ikke beskriver udviklingen, som den er, så er det heller ikke muligt at sætte retning for biblioteket.

I min bog ”Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik” viser jeg, at bibliotekerne står over for meget store forandringer, og bibliotekernes reaktion. Når man ser på de mange initiativer, så stritter de i mange retninger. Der er overskrifter som læring, flygtninge, ensomme. I Odense Bibliotekernes strategi fortæller Martin på 37 år, at han var ramt af skilsmisse, arbejdsløshed, druk og hjemløs, men blev reddet af biblioteket: ”Det var først, da jeg en iskold morgen fandt ind på biblioteket, at jeg pludselig fik lyst til at fordybe mig i litteraturen igen. Pontoppidan, Dostojevskij, Thomas Mann – alle de store…Uden biblioteket ved jeg ikke hvor jeg var endt”. Et pænt spring må man sige, og det er godt for Martin, men det er nok tvivlsomt som grundag for at udvikle nye initiativer.

Odense biblioteker bliver nødt til at definere sine ydelser og arbejde langt mere systematisk og dokumenteret, når de udvikler nye forretningsområder. Og så man gøre sig klart, hvad det er biblioteket særligt kan tilbyde.

Mit håb er imidlertid, at biblioteket finder tilbage til litteraturen og koncentrerer sig om sin kerneopgave.

I hele landet har bibliotekerne forøget de kulturelle aktiviteter med 50 % på 4 år. Det er også en vej at omdanne bibliotekerne til kulturhuse, hvor bøgerne blot er en af mange aktiviteter. Det er positivt at skabe kultur i den virkelig verden og bringe borgerne sammen om kulturen. Men en sådan udvikling vil kræve en langt større borgerinddragelse, sådan som man gør andre steder i kulturlivet. Det vil også kræve, at bibliotekerne definerer den kulturelle profil, og at biblioteket ser sig selv i sammenhæng med både det øvrige lokale kulturliv og folkeoplysningen, så der bliver et optimalt samspil. Her ligger der en stor opgave for kommunen.

Odense Bibliotekerne bliver nødt til at gå væk fra sin strudsepolitik. Streamingen og digitaliseringen fortsætter, uanset om bibliotekerne vil det eller ej. Hvis man fortsætter som nu, er der en stor risiko for, at det kommer til at gå biblioteket på samme måde som postvæsenet, der toppede i 1997, men som nu henslæber en ynkelig tilværelse i et hjørne af supermarkederne – så længe det varer.

”Bibliotekernes krise – vejen til en ny kulturpolitik” kan downloades gratis på biblioteksvennen.dk