Bibliotekernes udlån styrtdykker. Udviklingen vender op og ned på biblioteket, som vi kender det i dag, men det er kunsterne, der i første omgang bliver de største tabere.
På kun 7 år har Spotify og de andre streamingtjenester kørt CD’er af banen. Det er fedt for os forbrugere, fordi vi relativt billigt har adgang til stort set al musik overalt. Men for bibliotekerne betyder det ikke overraskende et dramatisk fald i udlånet af CD’er, og nu er udlånet lavere end den samlede betand af CD’er!! Bibliotekerne har ikke nogen offentlig streamingtjeneste, og fortsætter med at købe CD’er. I 2015 købte bibibliotekerne over 100.000 CD’er på trods af, at formentlig en meget stor del af dem havner i en krybbe uden at se en låner. Det giver ikke nogen mening overhovedet, men biblioteksloven kræver, at bibliotekerne skal købe CD’er, der lever op til bibliotekslovens krav om kvalitet, aktualitet og alsidighed. Det er tydeligt, at loven er er helt forældet.
Det er i allerhøjeste grad påkrævet at foregribe den situation, hvor der ikke er CD’er på biblioteket. Det betyder, at den daglige formidling af CD-samlingen forsvinder. Det bliver mere end vanskeligt for bibliotekarerne at fastholde deres faglighed, når de ikke længere skal indkøbe og pleje materialerne og stå for den daglige formidling.
Musikerne bliver ramt meget hårdt økonomisk. Der er en rigtig dårlig afregning på streamingtjenesterne. De vil også miste indtægterne fra salget af CD’er til bibliotekerne, og de vil miste musikernes andel af biblioteksafgiften. Den var i 2014 på 5,9 mill. kr. I kulturministerens netop fremsatte lovforslag om indførelse af biblioteksafgift for e-bøger og netlydbøger, er musikken ikke medtaget, fordi der ikke er nogen offentlig streamingtjeneste. Så musikkerne mister mange indtægter.
Det kalder på helt nye støttesystemer, og det kan være, at det er nødvendigt med nogle hårde økonomiske prioriteringer, hvis vi skal fastholde et levende musikmiljø. Udviklingen kræver også, at man ser på, hvordan kommunerne samlet kan understøtte musikken. Her må man bl.a. inddrage spillestederne, musikskolerne, og hvordan bibliotekerne i givet fald kan bidrage, når de mister deres kerneydelse.
Musikken er ikke bibliotekernes vigtigste område. Men man kan se en lignende udvikling med bibliotekets andre materialer. Udlånet af DVD’er styrtdykker også, men her er udviklingen kommet lidt senere end CD’er. Bibliotekerne er ikke forpligtet til at fortsætte med at købe DVD’er, fordi bibliotekerne har filmstriben.dk, som tilbyder ikke-kommercielle film. En smal, men vigtig opgave.
Lydbøgerne forventes at blive et meget stort område i fremtiden, og vi vil lytte til bøgerne fra vores smartphone i stedet for at læse dem. Bibliotekernes udlån af fysiske lydbøger styrtdykker også. Det gælder også multimediematerialer.
Vi kan altså konstatere, at alle fysiske materialer, bortset fra bøgerne, inden for en kort tidshorisont stort set ikke vil blive lånt ud.
Men man skal hele tiden huske på, at bøgerne er trods alt det vigtiste på et bibliotek. Men også her er udviklingen alarmerende. De sidste 7 år er udlånet af bøger faldet med knap 800.000 eksemplarer om året. Det skyldes også andre forhold end digitaliseringen, f.eks. at der er etableret et frit bogmarked, der har gjort bøgerne billige. Der er fortsat ca. 27 mill. udlån på de danske biblioteker, men fortsætter udviklingen er der formentlig ikke grundlag for at udlåne fysiske bøger om 15-20 år. Det er jo ikke til at forudsige udviklingen, men det vil være ualmindelig dumt ikke at forberede sig. Det bør forfattere og forlag også, for de kan meget nemt risikere at komme i den samme kedelige situation, som musikerne og musikudgiverne.
Bibliotekerne har etableret eReolen, der reelt er en offentlig teknologivirksomhed, der giver mulighed for, at vi kan streame bøger gratis. I øjeblikket har 5 store forlag og en række forfattere trukket sig fra eReolen, fordi der er bekymrede for, at eReolen undergraver det private marked. Udfordringen er nok mere principiel, fordi den private streamingtjeneste, Mofibo, har den samme tjeneste som eReolen, og hvis der ikke bliver fundet en løsning, hvor eReolen og Mofibo kan trives side om side, så vil der blive et offentligt (gratis) monopol for bøger. Der er jo ingen, der vil give penge for e-bøger, som man har gratis adgang til.
Men uanset hvilken streamingløsning, der vælges, så vil streamingen og digitaliseringen fjerne grundlaget for de fysiske materialer på bibliotekerne.
Læg dertil, at vi kan google rigtig meget, og der er utrolig mange informationer på nettet, og det har ændret informationssøgningen radikalt.
I min bog ”Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik” gennemgår jeg bibliotekernes reaktion på den dramatiske udvikling. Man er gået i gang med at udvikle en lang række nye forretningsområder.
Et område har overskriften læring, og den falder jo fint i tråd med bibliotekslovens bestemmelse om, at bibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Hidtil har bibliotekerne drevet udviklingen frem med eksempler på læringsinitiativer. Eksemplerne er utrolig spredte, der spænder fra at lære børn at bygge et hus, lære børn at fotografere og formidle deres verden, til hvordan man danner nye gode venskaber, dramaundervisning og undervisning i billedkunst. Det er alt sammen meget fine initiativer, men der er ikke nogen linje og emnerne spænder vidt, og dermed fremstår biblioteksfagligheden meget utydelig: Hvad er det lige biblioteket kan bidrage med?
Det er simpelthen nødvendigt at gå langt mere systematisk til værks og svare på spørgsmål som: Hvem skal uddannes, og hvad er behovet? Hvordan skal bibliotekerne spille ind i forhold til de kompetencegivende uddannelser og folkeoplysningen? Og ikke mindst hvad kan bibliotekerne bidrage med?
Flere kommuner har arbejdet rimeligt systematisk med at udvikle bibliotekerne til kulturhuse, og det er der virkelig perspektiv i. Et godt eksempel er Herning, der helt bogstaveligt har flyttet bøgerne ned i kælderen, og gjort biblioteksrummet meget indbydende og med en meget aktiv formidling af bøgerne.
Bibliotekerne har øget deres kulturulle aktiviteter med 50 % de sidste 4 år, så det er helt klart den vej, som bibliotekerne har valgt at gå. Det er meget positivt, fordi det skaber en aktiv formidling i den virkelige verden. Men bibliotekerne bør fokusere langt mere på litteraturen, som er en kerneopgave. Det kræver også et langt mere dynamisk samspil med borgerne, sådan som man gør andre steder i kulturlivet. Det vil bl.a. også kræve, at bibliotekerne ser sig selv i sammenhæng med både det øvrige lokale kulturliv og folkeoplysningen, så der bliver et optimalt samspil. Her ligger der en stor opgave for kommunerne.
For kulturministeren og Folketinget er det vigtigt at lovgive nu. Den bedste vej frem vil være at udarbejde en nationale strategi for udviklingen af bibliotekerne. Der skal tages stilling til de helt akutte problemer, der er opstået for musikken, og så må der også lægges op til mere langsigtede løsninger, f.eks. med scenarier for den fremtidige udvikling, der sætter minister og Folketing hurtig i stand til at reagere på de meget hurtige teknologiske ændringer, og så man løbende kan tage stilling til, hvordan man bedst anvender de 3 – 3,5 mia. kr., som bibliotekerne koster i dag.
Skriv et svar