Biblioteksvennen

En hjemmeside om bibliotekernes fremtid

  • Derfor Biblioteksvennen
  • Ny bog
    • Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik
    • Få bogen gratis
  • Foredrag
  • Presse
  • Om Ole Münster
    • CV
    • Bøger
  • Kontakt
You are here: Home / Uncategorized / Hvad er et bibliotek uden fysiske materialer? Nu skal der kæmpes for bibliotekernes folkelige forankring

Hvad er et bibliotek uden fysiske materialer? Nu skal der kæmpes for bibliotekernes folkelige forankring

4. september 2021 By Ole Münster Leave a Comment

Coronaen har været hård ved bibliotekerne. I 2020 faldt bibliotekernes udlån med ikke mindre end 25 % eller med i alt 6 mill. eksemplarer til i alt ca. 18 mill. Bøgerne følger dermed CD’erne og DVD’erne, hvor udlånet er skrumpet til en brøddel af, hvad det var det var for 10 år siden. Forklaringen er enkel: Vi fravælger de fysiske materialer for i stedet at streame Mofibo, Spotify, Netflix og de utallige andre streamingtjenester.

Og det rejser helt naturligt spørgsmålet: Hvad er et bibliotek, når udlånet af de fysiske materialer er så lille, at bibliotekerne mister den brede folkelige forankring, som de havde før digitaliseringen?

Men er bibliotekerne ikke på forkant med de digitale materialer? Jo, men de opererer på nogle helt andre vilkår i den digitale verden, fordi bibliotekerne i sagens natur ikke har en lovgivningsmæssig ret til at udlåne digitale bøger, sådan som de har med de fysiske bøger.

Faktisk er det sådan, at bibliotekerne ikke har nogen digital musiktjeneste, og udlånet af film på Filmstriben er et meget snævert supplement til Netflix, HBO, Amazon, Viaplay osv. Reelt fylder Filmstriben ingenting i markedet, selvom det er et fint tilbud med mere smalle film.

Til gengæld har bibliotekerne eReolen. Men igen. Der er etableret streamingtjenester som Mofibo og Saxo, der på alle måder har et bedre produkt end eReolens, fordi abonnenterne har adgang til alle nyudkomne bøger på dagen, de udkommer, og abonnenterne kan være lige så længe om at læse en bog, som de har lyst til.

eReolen kan kun låne ebøger gratis ud, fordi de har indgået en aftale med forlagene. Aftalen er hemmelig, men man skal ikke være låner i lang tid, før man finder ud af, at der er en verden til forskel mellem det fysiske bibliotek og det digitale bibliotek. Det virker som om, der kun er adgang til de populære titler, når de er læst ud på de kommercielle streamingtjenester. Og der går tit lang tid, før man kan få adgang til at låne en e-bog. I virkeligheden er eReolen på vej til at få samme placering med bøger, som Filmstriben har fået med film. eReolen bliver bøgernes DR2.

Digitaliseringen har fundamentalt ændret markedet. F.eks. blev der i Sverige sidste år for første gang solgt flere e-bøger end fysiske bøger, og svenskerne lytter mere til bøger, end de læser dem! Digitaliseringen presser på alle måder bibliotekerne. I første omgang vil de 304 filialer i Danmark være alvorligt truede. Men det værste er nok, at bibliotekerne over tid vil miste den brede folkelige forankring.

Bibliotekernes store nedtur burde give panderynker hos i biblioteksvæsenet. Men nej. Formanden for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen konkluderer i Danmarks Biblioteker, at der kommer flere på biblioteket og de låner mere, når der er budgetter til det. Men man løser på ingen måde de strukturelle udfordringer ved at sende flere penge.

Der er ikke noget nemt eller entydigt svar, og det vil variere fra kommune til kommune. Et bud kunne være at samle de kommunale kulturinstitutioner, så litteraturen trives side om side med en række andre kulturaktiviteter. Et andet bud kunne være at inddrage borgerne langt mere og skabe en folkelig forankring. Uanset hvad bliver nok den vigtigste kulturdebat, som kommunalbestyrelserne skal tage stilling til i de kommende år.

Filed Under: Uncategorized

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Arkiver

Copyright © 2022 · [Ole Münster]