Bibliotekerne snorksover

Vi er 2 millioner danskere, der har fået et musikbibliotek med adgang til 30 millioner sange på telefonen. Vi kan høre musikken overalt, og vi har aldrig hørt så meget musik, som vi gør nu. Udviklingen er gået stærkt, og alene sidste år kom der 700.000 flere abonnenter til. 85 % af 16-29 årige anvender en streamingtjeneste, og det er en succesrate, som de fysiske biblioteker ikke på nogen måde kan matche.

Bibliotekarerne er erstattet af algoritmer. Algoritmer er de komplicerede matematiske funktioner, der ud fra data om, hvad jeg selv lytter til, og hvad andre lytter til, kommer med rigtig gode forslag til ny musik, som jeg kan høre og blive beriget med. Algoritmerne er populære: Spotify Discover Weeklys individuelt designede spilleliste blev anvendt 1,7 milliarder gange fra lanceringen i juni til jul sidste år.

Markedet har på meget kort tid vænnet os forbrugere til, at vi ikke skal eje vores produkter, men i stedet betale et beskedent beløb for at låne musikken. Markedet har fuldstændig kopieret bibliotekernes meget succesrige model.

Denne udvikling stiller på mange måder bibliotekerne i en helt ny situation. Det helt grundlæggende spørgsmål er, om bibliotekerne fortsat skal tilbyde musik? Spørgsmålet er særdeles relevant, for når stort set alle har adgang til musikken, hvorfor skal det offentlige så også stille musik til rådighed?

For få år siden var udlånet af CD’er det næstmest udlånte materiale, men på bare 5-6 år er udlånet faldet med ca. 60%. Det seneste tal er fra 2014, og man må forvente et endnu mere drastisk fald i 2015 og en udfasning i løbet af ganske få år. Men faldet afspejler sig ikke i samlingen af materialer. Jeg har været rundt i Danmark på en lang række biblioteker, og CD’erne har fortsat en fremtrædende plads, og på landsbasis er der da også kun et mindre fald i den samlede bestand af CD’er. Bibliotekarerne reagerer ved krampagtigt at holde fast i og forskanse sig bag en død samling af CD’er.

På det mere personlige plan kan man jo godt forstå denne reaktion, for samlingen af materialer er bibliotekets identitet, og indkøb og pleje er bibliotekarens helt grundlæggende kompetence. At fjerne CD’erne må være direkte angstprovokerende, men det er bare ikke en løsning ikke at se virkeligheden i øjnene.

Bibliotekerne har i dag ikke noget digitalt svar. Man har haft Bibzoom, men den hjemmeside ligger i dag i ruiner, og bibliotekerne har i dag ikke noget digitalt streamingstilbud på musikområdet. Faktisk er man rygende uenige om retningen for den digitale udvikling, og derfor er musikområdet ikke med i bibliotekernes digitale strategiplan. Og igen kan man godt forstå bibliotekernes rådvildhed, for hvad er det lige bibliotekerne vil tilbyde ved siden af de kommercielle streamingstjenester?

Ikke desto mindre er det ret utroligt, at en så vidtrækkende beslutning overhovedet ikke har været genstand for en offentlig debat. Man burde da i det mindste afklare, hvilken betydning det får for bibliotekernes meget brede forankring, at de ikke har noget tilbud på musikområdet på nettet.

Reelt har bibliotekerne smidt håndklædet i ringen.

Skulle bibliotekerne mod forventning få Bibzoom op at køre, så rejser der sig en række andre spørgsmål:

Der skal jo kun udvikles éen landsdækkende digital tjeneste, og hvad skal bibliotekarerne lave, når de fysiske materialer forsvinder på det enkelte bibliotek? Hvordan skal den digitale musik og musikken i det hele taget formidles, når der ikke kan tages afsæt i en fysisk samling?

Hvad er det bibliotekaren kan rådgive om, som borgerne ikke kan få af algoritmerne?

Og sidst men ikke mindst: Når borgerne kan downloade sin musik, hvorfor skal de så komme på biblioteket?

Den centrale myndighed for biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen, har fuldstændig svigtet. Styrelsen har hvert år et tocifret millionbeløb til udvikling af bibliotekerne, og hvert år har man såkaldte indsatsområder. I de sidste 7 år har Styrelsen ikke prioriteret musikområdet overhovedet! Resultatet er da også, at der kun er gennemført ganske få mindre projekter, der har kunnet vise, hvordan bibliotekerne skal arbejde med musik i fremtiden. Når der ikke er nogen udviklingsprojekter, så er det ikke så sært, at bibliotekerne ikke har kunnet levere noget svar på de centrale spørgsmål.

Det er katastrofalt, at bibliotekerne både fysisk og digitalt har hældt musikken ud med badevandet. For nogle år siden var det bibliotekets næstmest udlånte materiale.

Og det er katastrofalt, for bibliotekerne har forpasset en mulighed for at bruge musikområdet som inspiration til og bølgebryder for løsninger på bibliotekets øvrige områder.

Musikområdet er nemlig et første forvarsel på, hvad der kommer til at ske. I en kronik i marts rejste KL’s børne- og kulturudvalg spørgsmålet: ”Vil det bogløse bibliotek være en realitet? ” Man kunne også have spurgt: ”Hvornår ser vi en udvikling med film, som vi har set med musik? ”

Jeg tror, at vi beholder den fysiske bog i en del år, for den er noget andet end en CD, men det er under alle omstændigheder svært at forudsige, hvor hurtigt udviklingen går.

Men læren af musikområdet er, at udviklingen er gået hurtigere, end nogen kunne have forudset. Læren er også, at bibliotekerne reelt med blevet taget med bukserne nede om haserne ved ikke at se virkeligheden i øjnene.

Ligegyldig hvordan men end vender og drejer det, så vil det være ualmindelig dumt af bibliotekerne ikke at forberede sig på en situation, hvor bøgerne er mere eller mindre digitaliserede.

Det vil blive bibliotekernes undergang at fortsætte den meget passive strategi. Der kræves en langt større og helt anden offensiv indsats.

Digitaliseringen rejser helt grundlæggende spørgsmål ved, hvordan bibliotekerne skal arbejde i fremtiden, og hvordan vi skal opfatte et bibliotek. Musikområdet viser, hvor radikale ændringer, vi taler om. Udviklingen kræver en helt anden systematisk indsats centralt og på de lokale biblioteker.

Slots- og Kulturstyrelsen skal f.eks. stoppe med at klatte de årlige to-cifrede millionbevillinger ud til en masse små udviklingsprojekter og i stedet gennemføre en samlet satsning over flere år i en eller et par kommuner. Satsningen skal bl.a. give svar på de udfordringer, der er beskrevet her og vise vejen for hele biblioteksvæsenet.

Det bliver også nødvendigt at se biblioteket som en del af hele det kommunale kulturområde og det aktive medborgerskab, så man kan svare på spørgsmålet: Hvordan kan der skabes et langt stærkere samspil mellem f.eks. oplysningsforbund, musikforeninger, spillesteder, kulturhuse og frivilligcentre? Er det f.eks. muligt at se biblioteket som en platform?

Og så er det helt afgørende at finde en digital løsning. Med de meget langstrakte forhandlinger, der har været med e-reolen, så kan man blive alvorligt bekymret for, om bibliotekerne også på dette område bliver overhalet af markedet, sådan som det er sket på musikområdet.

Det giver i hvert fald ingen mening at ændre biblioteksloven nu, sådan som Danmarks Biblioteksforening har foreslået, så længe det er helt uafklaret, hvordan bibliotekerne skal arbejde i fremtiden.